Praktiklønnen
10 gode råd til den gode praktik
Senest opdateret: Tirsdag, 16. august 2011 11:08
1. Stik fingeren i jorden – Skab så hurtigt som muligt et overblik over stemningen. Hvordan kommunikerer man i huset? Er man hurtig i replikken? Hvad er forventningen til din deltagelse i personalemøderne – er det OK at komme med input? Er det brainstorm eller velunderbyggede indlæg, der fremlægges?
2. Målbare mål Lav læringsmålene konkrete og målbare, så der ikke senere opstår tvivl om, hvorvidt du har nået dem. Ligeledes lav dem handlingsrettede altså at du allerede når du skriver dine mål også gør dig overvejelser om, hvordan du vil arbejde med dem fx gennem vejledningstimer, ved at skrive dagbog, planlægge bestemte aktiviteter osv.
3. Du kan ikke ændre verden – selvom du kommer med al din faglige viden og teori, så kan du ikke ændre hele institutionen på et halvt år. Så lad være at have for store forventninger – og undersøg i stedet hvorfor, de gør tingene, som de gør
4. Rutiner – Sæt dig ind i og spørg til husets rutiner samt hvad der forventes af dig. Eksempelvis er der faste tidspunkter, hvor institutionens børn er på legepladsen? Har man vedtaget en kostpolitik? Har du i øvrigt særlige ansvarsområder?
5. Vær opsøgende, udadvendt og engageret. Så kan det ikke gå helt galt – vær til rådighed og involvér dig – og løs opgaverne med et smil. Så får både du og institutionen mest mulig ud af den tid, du er der
6. Sæt dig ind i personalepolitikken – mange steder har en skriftlig personalepolitik. Sæt dig hurtigst muligt ind i indholdet fx om hvordan man syge- og raskmelder sig korrekt
7. Vejledning – få hurtigst muligt lavet en aftale med din vejleder omkring rammerne for vejledning – hvor meget vejledning kan du forvente, hvornår ligger det og fx en fast dagsorden. Vær forberedt til vejledningsmøderne, så får du mest ud af dem. Husk at få taget referat af både vejledningen og 2/3 mødet
8. Kom til tiden Ja, det virker banalt, men det er et stort irritationsmoment for nogle, at andre er sent på den. Hvis du er sent på den, så ring! Generelt er det vigtigt at være stabil.
9. Vælg dine konflikter Du vil møde situationer, hvor du føler dig forbigået, ikke forstået eller ligefrem snydt. Forsøg stille og roligt at finde ud af hvad der har været motivationen for de andres handlinger og gør dig herefter klart, om du vil starte en konflikt på det
10. Tillidsrepræsentanten (TR) – hvis du er medlem af PLS, er det også din tillidsrepræsentant. Brug ham eller hende – det kan både være ift. arbejdsregler, udregning af timer, men også andre overvejelser og problemer. Hvis du er på en privat institution – uden TR – så sæt dig ind i reglerne tidligt i forløbet. Husk at kontakte PLS i god tid, hvis der skulle opstå konflikter eller problemer ift. praktikken.

