
Praktiklønnen
Strejke
Senest opdateret: Torsdag, 07. januar 2010 15:03
Arbejdsnedlæggelser - strejker - forældreblokader
Fra tid til anden kan der ske det i jeres praktikperioder, at de uddannede pædagoger på grund af forringelser inden for det pædagogiske arbejdsfelt nedlægger arbejdet. Sker dette bør du – inden du foretager dig andet – kontakte PLS og seminariet.
I tilfælde af konflikt
Igennem de senere år har det pædagogiske arbejdsfelt måttet konstatere, at det i særlig grad er her der bliver sparet. Dette har følger for brugerne af institutionerne og for personalet. Mange medarbejdere på institutionerne har i forbindelse med disse nedskæringer klart sagt fra over for forringelserne ved i perioder at nedlægge arbejdet. Hvis din institution bliver ramt af en arbejdsnedlæggelse, vil du blive ramt af samme, da du er i et ansættelsesforhold og dermed er sidestillet med dine kollegaer.
I tilfælde af forældreblokade
Hvis forældrene blokerer institutionen, skal du så vidt muligt følge din praktikvejleder. Er dette af en eller anden årsag ikke muligt, bør du følge dine andre kolleger.
Vigtigt at være medlem af PLS
Hvis du bliver involveret i en arbejdsnedlæggelse, skal du være klar over at PLS kun rådgiver og vejleder medlemmer. Og du skal ligeledes være opmærksom på, at der går en måned fra din indmeldelse til du opnår fulde medlemsrettigheder i PLS.
Bod
Hvis uddannede pædagoger overenskomststridigt nedlægger arbejdet, kan de af arbejdsretten idømmes bod, hvilket som udgangspunkt også omfatter dig som studerende. Kommer du i en situation, hvor du opkræves bod efter en arbejdsnedlæggelse, bør du med det samme kontakte PLS, hvorefter vi vil rette henvendelse til de involverede parter. Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
HUSKELISTE FOR STUDERENDE I PRAKTIK
• Du er først og fremmest studerende i et uddannelsesforløb og det kan derfor ikke med rimelighed forlanges af dig, at du skal udføre strejkeramt eller forefaldende arbejde, hvis dine kolleger (personalet i institutionen) nedlægger arbejdet.• Det kan heller ikke forlanges af dig, at du skal passe børnene alene, da du er under uddannelse, jvf. overenskomstens §4. stk 2.
• Du må ikke uretmæssigt udeblive fra din lønnede praktikplads, og du skal kunne genoptage dit studie når personalet genoptager arbejdet. Derfor er det hensigtsmæssigt, at du under konflikten enten er sammen med, eller som minimum er i kontakt med det strejkende personale.
• Hvis du i forbindelse med konflikt og arbejdsnedlæggelser bliver trukket i løn eller pålagt bod, skal du som medlem af PLS kontakte din lokale BUPL/Socialpædagogerne afdeling eller PLS.
• PLS, Socialpædagogerne og BUPL kan være dig behjælpelig såfremt du er organiseret som betalende medlem af PLS senest en måned før du får brug for hjælp.
• Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at du har dit aktive medlemskab af PLS på den samme type institutionstype som du er i praktik i. Socialpædagogerne dækker specialområdet og BUPL normalområdet. Du kan melde dig aktiv her.
Tilbage

