
Idégrundlag og principprogram
Senest opdateret: Tirsdag, 28. juni 2011 08:31
PLS’ idegrundlag er en del af principprogrammet, og bygger på en række strømninger og traditioner i samfundet – klarest defineret ved det pædagogiske arbejde, fagbevægelsen og studenterbevægelsen:
En demokratiopfattelse, hvis hovedformål er at give alle borgere lige muligheder for at deltage i demokratiet og samfundslivet samt at udbrede demokratiet til alle dele af samfundet. Den enkelte borger skal sikres størst mulig indflydelse gennem hele livsforløbet. Der skal skabes den størst mulige gennemsigtighed i beslutningsprocesserne.
Et samfundssyn, der ser den enkelte borgers frihed som grundlaget for, at alle borgere sikres frihed. Vi anerkender og bygger på de frihedsmæssige og sociale menneskerettigheder, som kun kan gennemføres ved, at borgerne organiserer sig i fællesskaber for at ændre uretfærdighed og ulighed i det eksisterende samfund. Denne samfundsforandring forudsætter, at den enkelte borger har mulighed for og ret til selv at handle samt pligt til at tage aktivt medansvar for samfundets udvikling.
En solidaritetsforståelse, som bygger på grundkernen i det pædagogiske arbejde; at faget og samfundet skal måles på, hvordan vi tager hånd om vore medmennesker, og hvordan vi gennem omsorg, sociale relationer og udvikling arbejder for at forbedre deres levevilkår. Det pædagogiske menneskesyn sætter den enkeltes vilkår og behov i centrum – men samtidig vil vi fastholde at omsorg for samfundets svageste er en kollektiv forpligtelse, hvor de stærkeste er forpligtet til at bidrage mest.
Et fællesskabsforståelse, hvor vi i tråd med de bedste traditioner i fagbevægelsen vil gøre PLS til rammen om et fagligt, politisk og socialt fællesskab, der giver medlemmerne mulighed for at opfylde deres ønsker om og behov for politisk indflydelse, faglig udvikling og godt socialt samvær.
Nedenfor kan du hente PLS' principprogram som pdf-fil. Filen kan læses af alle, der har det gratis program "Adobe Reader" installeret.

