Havefest mod nedskæringer
Senest opdateret: Onsdag, 13. Juli 2011 16:12

Professionshøjsholen UCC’s bestyrelse har i øjeblikket svært ved at finde fred og ro til at afholde møder. For anden uge i træk har studerende fra UCC protesteret mod de forventede besparelser på deres uddannelse, et kommende campus-byggeri vil medføre. I sidste uge aflyste UCC’s bestyrelse deres møde – fordi en gruppe studerende havde valgt at blokere indgangen til UCC’s hovedkvarter i Gladsaxe.
Møde blev rykket til onsdag den 22. juni, og her havde de samme studerende valgt at holde havefest samme sted. Bestyrelsen var bange for at blive forstyrret i deres møde i Gladsaxe, så de valgte at flytte det til UCC’s lokaler i Titangade på Nørrebro. I Gladsaxe var der talere, musik og fest – og da de studerende fra UCC fandt ud af, at bestyrelsen havde flyttet deres møde bekendtgjorde konfrencieren fra talerstolen, at ”UCC’s bestyrelse har flyttet deres møde – så lige om lidt flytter vi også havefesten til Nørrebro”, og det gjorde de så.
Også underviserne fra UCC, Pædagoguddannelsen Frøbel, havde sendt bestyrelsen et brev hvori de blandt andet skrev ”Vi frygter, at nybyggeriet på Carlsberg i uheldigste fald vil bidrage yderligere til den generelle aflokalisering, som vi oplever på professionshøjskolen i disse år: fremfor ’steder at høre til’, hvor man møder de andre (og sig selv som en anden) ’skydes’ de studerende og ansatte ofte af i uendelig lange transitsystemer, som mest af alt ligner lufthavnes transparente ’gate-tarmslyng”.
På trods af protester fra undervisere og studerende valgte bestyrelsen alligevel at igangsætte processen hen imod et campus-byggeri – den endelige beslutning er dog ikke truffet endnu – og kampen fortsætter for de utilfredse studerende og deres undervisere.
Tilbage
