Abonner på PLS-nyhedsbrev



Det sker på PLS facebook

Meld dig ind i PLS

Pls_hjerte_single
Meld dig ind i dag.
Og få glæde af de mange medlemsfordele.

meld_dig_ind

Foredrag: Perspektiver på voldtægt

I efteråret 2010 afholder Kvindepolitisk Forum en foredragsrække om voldtægt. Foredragsrækken er arrangeret i samarbejde med Kvindemuseet, hvor udstillingen ”Det er ikke din skyld: Voldtægt og  seksuelle overgreb” bliver vist fra medio oktober 2010.

Igennem fire foredrag sætter Kvindepolitisk Forum fokus på voldtægt ud fra fire forskellige temaer.  Med oplæggene ønsker vi at bidrage med saglig og velunderbygget information om voldtægt, et tema, der ofte belyses meget ensidigt i medierne. Igennem de fire foredrag inviterer vi til debat om: voldtægter i Danmark, voldtægtsofres vilkår i retssystemet, seksuelle overgreb blandt unge samt seksuel vold som våben i krigssituationer.

www.kvindepolitiskforum.dk

Alle foredrag er gratis!
Foredragsrækken er økonomisk støttet af Det Kriminalpræventive Råd

Foredragene finder sted på:
Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, 8000 Århus C.

Der er mulighed for at købe drikkevarer i Kvindemuseets café.

Kommende foredrag

Voldtægter der anmeldes
Mandag den 27. september kl. 19.00-21.00
- ved Karin Sten Madsen, informationsmedarbejder på Center for Seksuelle overgreb på Rigshospitalet

Hvad ved vi i dag om voldtægt? Om kvinderne der udsættes for voldtægt, om mændene der begår voldtægt, om overgrebet, om retssystemets behandling, om falske anmeldelser – og om udviklingen af anmeldt voldtægt?

Karin Sten Madsen er medforfatter til rapportserien Voldtægter der anmeldes, der er baseret på en undersøgelse af voldtægter eller voldtægtsforsøg, anmeldt til politiet i årene 2000- 2002. Op mod 900 forskellige oplysninger er registreret om den enkelte voldtægtsanmeldelse, og på den baggrund vil oplægget tegne et både detaljeret og varieret billede af personerne og omstændighederne omkring voldtægt begået og anmeldt i Danmark.

Voldtægt og retssystemet
Tirsdag den 5. oktober kl. 19.00-21.00
- ved advokat Jytte Lindgård

Som beskikket bistandsadvokat vil Jytte Lindgård redegøre for advokatens opgaver og mulighed for at hjælpe den volds- og voldtægts- ramte i mindst ud fra reglerne i retsplejeloven, redegøre for politiafhøringerne og modafhøringerne, og hvordan advokaten bistår i retten. Advokatens rolle er tillige at sikre at den forurettede stilles relevante spørgsmål, f.eks. spørgsmål om forurettedes tidligere liv, hvis ikke det er relevant for sagen.

Jytte Lindgård er praktiserende advokat siden 1981 og repræsenterer ofte kvinder, der har været handlet, og kvinder, der har været udsat for voldtægt.

Seksuelle overgreb blandt unge
Mandag den 25. oktober kl. 19.00-21.00
- ved psykolog Rikke Holm Bramsen, ph.d. ved Århus Universitet

Unge piger er kraftigt overrepræsenteret i voldtægtsstatistikken. Faktisk er omkring en tredjedel af dem, der henvender sig i Center for Voldtægtsofre i Århus under 18 år. I de fleste tilfælde er gerningsmanden en jævnaldrende dreng. Men hvorfor er der så mange unge, der bliver udsat for/begår seksuelle overgreb? Er det de unges samværsformer eller en speciel ungekultur, der gør, at de er særligt udsatte? Eller handler det i stedet om de unges udvikling og psyke?

Rikke Holm Bramsen vil i sit oplæg fortælle om specielle risikofaktorer baseret på både danske og internationale erfaringer. Hun vil også diskutere det måske vigtigste spørgsmål af dem alle: Hvad kan vi gøre for at forebygge, at voldtægter blandt unge forekommer?

Seksuel vold som våben i krig
Mandag den 8. november kl. 18.00-20.00
- ved speciallæge og seniorforsker Karin Helweg-Larsen, Statens Institut for Folkesundhed

I krig er det også først og fremmest piger og voksne kvinder som udsættes for voldtægt. Kvinder er sårbare og særligt sårbare, når deres sociale sammenhænge splintres, når de må flygte fra hjem og land, når de er på vej mod flygtningelejre, når mændene i deres lokalsamfund fængsles, forjages eller er i krig, og når de selv fængsles. Voldtægt af kvinder i krigssituationer og under væbnede konflikter rammer kvinden selv, men også hendes mand, børn og øvrige familie. Voldtægt kan destruere det spinkle sammenhæng, der er mulighed for under flugt og i flygtningelejre. Voldtægt udgør en trussel mod kvindens fysiske og psykiske helbred, og voldtægt bruges som etnisk udrensning.


Tilbage