Enlige forsørgere rammes ekstra hårdt
Senest opdateret: Tirsdag, 14. september 2010 12:21
Det er med stor glæde at PLS i diverse nyhedsmedier har kunnet læse, at flere partier, blandt andet Dansk Folkeparti og Konservative, nu er klar til at se SU´en efter i sømmene, når det drejer sig om SU´en til enlige forsørgere. I den forbindelse vil PLS minde politikerne om det problem, som nogle af vores medlemmer kommer i, når de går fra de SU-finanserede perioder på deres uddannelsessted til de lønnede praktikperioder, som de skal i løbet af deres uddannelse.
Dyre lån eller dropper ud
Enlige forsørgere får ca 1000 kr mindre om måneden i praktikløn i forhold til, hvad de får i SU med forsørgertillæg. Dette gør, at mange af vores medlemmer, der er enlige forsørgere, enten dropper helt ud af pædagoguddannelsen eller må ud og optage dyre lån i de 2 gange 6 måneder, de er i lønnet praktik for at have råd til at gennemføre deres uddannelse.
Faglig sekretær i PLS, Kasper Madsen udtaler: "Vi synes, det er positivt, hvis K og DF vil forbedre SU´en for de enlige forsørgere, bare de også husker de enlige forsørgere, der er pædagogstuderende. Pædagoguddannelsen er en af de uddannelser i Danmark der, procentvis, har flest studerende, som er enlige forsørgere."
Den almindelige SU-modtager mangler 1000 kroner om måneden
I PLS er vi dog ikke kun positivt stemte overfor politikernes vilje til at kigge SU-systemet igennem, da vi frygter, at en forbedring til de enlige forsørgere vil gå ud over andre SU-grupper.
Kasper Madsen udtaler:"Når politikerne vil se på SU´en er det som regel for at se, om de kan hente nogle penge og ikke for at tilføre nogle, og det er bestemt ikke godt, hvis de enlige forsørger skal tilgodeses på bekostning af andre SU-modtagere."
I Juni måned offentliggjorde Elev- og Studenterbevægelsen en undersøgelse der viste, at en gennemsnitsstuderende mangler knap 1000 kr. om måneden, og derfor er der ingen SU-modtagere, der kan undvære noget af deres SU.
PLS ser forskellige muligheder som vil kunne gavne de enlige forsørgere, når de er i lønnet praktik: "En mulighed er, at reglerne for SU til enlige forsørgere ændres, så de kan beholde deres forsørgertillæg, når de er i praktik," udtaler Kasper Madsen.
Mere information
For yderligere kommentarer kontakt faglig sekretær Kasper Madsen på telefon 41 65 30 40
Tilbage
